Det lejede liv – hvor meget er convenience værd for dig?
Flere og flere virksomheder bevæger sig mod en abonnementsmodel for deres produkter. Microsoft solgte tidligere deres styresystem Windows og deres Office-pakke for mange tusinde kroner, men tager nu i stedet 50-150 kroner per måned for dem. Swapfiets udbyder et cykelabonnement, hvor du betaler 200 kroner om måneden for altid for at have adgang til en cykel. Tidligere købte vi dvd’er og cd’er og fik langsomt opbygget en samling, men nu bruger vi Netflix, Spotify eller lignende streaming services. Årstiderne, Skagenfood med flere leverer måltidskasser, hvor man betaler et fast beløb i stedet for selv at gå på indkøb. Kort sagt, der er en trend imod at leje i stedet for at eje.
Der er bestemt ikke noget galt i ovenstående trend, men det har en konsekvens for ens privatøkonomi, som det er vigtigt at være bevidst om. Jeg vil også tro, at trenden mod flere abonnementsløsninger fortsætter, fordi det ofte er rationelt for virksomheder at udbyde og også noget som mange forbrugere efterspørger. Jeg har selv i mit konsulentarbejde rådgivet virksomheder til at tage skridt i denne retning, fordi det giver dem en mere stabil og fremtidssikret indtjening og derudover ofte er noget, som forbrugerne efterspørger, da de så ikke behøver betale et større beløb på en gang og convenience øges.
Abonnementer – hvad betyder det for dig som forbruger?
Som vi allerede har været inde på, så er abonnementer ikke nødvendigvis dårligt for dig som forbruger og ofte vil du også få en oplevelse af convenience, fordi du altid har det nyeste tilgængeligt og ikke skal vedligeholde noget. Du sidder aldrig med en gammel Office-pakke, en cykel der ikke kører godt, du har med Spotify stort set adgang til al ny musik og med en måltidskasse har du en sund og velsmagende madplan uden at skulle planlægge det.
Problemet er, at du ikke kan opsige dit abonnement uden at miste produktet eller ydelsen. Når du køber Office-pakken for 3 500 kroner, så kan du vælge kun at opgradere hver anden gang, hvis det passer bedre til dine behov. Hvis en cykel normalt holder i fem år, så kan du vælge at passe lidt bedre på din og kun skifte hvert syvende år. Du vil altså hele tiden have tvunget adgang til det nyeste produkt eller service som du selvfølgelig ender med at betale for. Men nu hvis du ikke har brug for det nyeste på netop dette område og ville kunne nøjes med mindre? Den mulighed vil du typisk ikke have i et abonnementstilbud.
Når man vælger en abonnementsmodel, så betyder det også, at man ikke ejer det, men i stedet lejer produktet eller servicen med de fordele og ulemper, der er ved det. Hvis du køber en cd hver anden måned i stedet for Spotify, så kan du stoppe med det og stadig nyde de cd’er du allerede har. Tænk på det som forskellen på at eje og leje en lejlighed. Hvis du lejer, skal du ikke tage dig af problemer undervejs, men til gengæld står du heller ikke med nogen værdi, når du opsiger kontrakten.
Hvad betyder det for dig, som ønsker at leve økonomisk bevidst? For nogle produkter har du simpelthen ikke længere noget valg for eksempel Microsofts Windows og Office-pakken. For andre produkter som en cykel, så har du stadig et valg og selvom det som hovedregel er billigere at købe noget kontant end at leje det igennem et abonnement, så er det svært at sætte en pris på hvad den ekstra convenience betyder for dig som person. Det vigtige er bare, at du er bevidst omkring, at du næsten altid betaler for det, og hvis du er på jagt efter at kunne øge din månedlige opsparing, så kig nærmere på dine abonnementer.
Hvornår skal du eje eller leje?
Det er ikke et spørgsmål om, hvornår det er rigtigt eller forkert at eje i forhold til at tegne et abonnement eller leje, fordi det afhænger af hvad dine præferencer er og hvad der skaber glæde for dig. Det handler snarere om, at du skal blive opmærksom på, at
- Det næsten altid er dyrere at tegne at leje; du betaler for convenience og at en anden finansierer, at du ikke skal betale hele beløbet fra begyndelsen. Din første reaktion bør altså være ”har jeg virkelig brug for dette abonnement og den convenience det giver mig?”
- Du samtidigt afskærer dig selv fra muligheden for at skifte sjældnere end hvad der er foreskrevet i servicen. Det vil igen over tid gøre det dyrere for dig.
Hvornår kan det bedst betale sig at eje? | Hvornår kan det bedst betale sig at leje det vil sige tegne et abonnement? |
* Du har brug for produktet i længere tid og har ikke nødvendigvis behov for altid at have den nyeste version * Du passer bedre på produktet eller bruger produktet mindre end gennemsnittet * Du kan og vil selv reparere produktet, hvis det går i stykker *Du godt kan lide følelsen af, at noget er dit | * Du har kun brug for produktet i en kort tid eller har lyst til altid at have den nyeste version * Du ved at du er kluntet med netop denne type produkt eller bruger produktet klart mere end gennemsnittet * Du har ikke lyst til at bekymre der om reparationer * Du godt kan lide det uforpligtende i ikke at eje |
Hvis du vælger abonnementsløsningen, fordi du ikke har pengene til at købe, så er det næsten altid en dårlig grund, som vil ende med at blive dyrere for dig. Hvis du på enkelte produkter og services vælger abonnementsløsningen fordi det er den, der passer bedst til dig og dine omstændigheder, så bare vær sikker på, at du får det du betaler for og at det virkelig er den rigtige løsning for dig. Når du er tvivl, så forsøg at regne på det.
Et regneeksempel med cykler
Lad os tage Swapfiets cykelleje som et eksempel. I skrivende stund er deres billigste cykel Original modellen til 160 kroner om måneden. At købe en lignende cykel inklusive lås og sammenligneligt udstyr vil måske koste 6 000 kroner og dertil regner vi med 500 kroner årligt i vedligeholdelse og til reparationer.
Swapfiets koster altså 12 x 160 kroner lig med 1 920 kroner årligt, så fratrukket vedligeholdelse er det 1 420 kroner mere per år end en sammenlignelig cykel du ejer. 6 000 delt med 1 420 giver omtrent 4 år og 3 måneder, så du skal altså tro, at den cykel du ejer er fuldstændigt værdiløs – på trods af årlig vedligeholdelse – efter de 4 år og 3 måneder.
Det vil jeg tro, at den ikke er for de fleste, men derfor kan Swapfiets løsning jo sagtens være den rigtige for dig. Det kan være, at du ved at du passer dårligt på din cykel eller at du i virkeligheden sparer 1 000 kroner om måneden sammen til din drømmecykel til 12 000 kroner, men lige mangler tre måneder eller andre scenarier. Det kan være, at du ved, at du kun har et behov i en kortere periode på seks måneder. Det vigtige er bare, at du er bevidst om, at det oftest er en dyrere løsning for dig og træffer de valg, der sikrer, at du kommer tættere på dine egentlig drømme.
Leave a comment